Udgivet af Caroline Kollenberg Thisted, søn d. 25. feb 2018, kl. 14:08

2.s i fasten

Indledning

Hvorfor, spørger vi os selv. Hvorfor er livet ikke bare medgang og gode dage. Hvorfor bliver mennesker syge, hvorfor mister vi hinanden. Hvad skal vi med lidelse og smerte – kunne alt ikke bare være smukt og godt? Anfægtelsen fæstner dybt i menneskets sind. Fra kringelkrogene af vores indre, emmer dunkle skygger; hvorfor, min Gud, er livet også en jammerdal og ikke blot grønne enge? Det river og flår i os. Fråde står os om munden og man kan fryse helt fast og stivne som naturen, der er ramt et kuldegrader denne tid. Men livet er så fuld af modsætninger; dagen må mødes af natten, og sommeren af vinteren. Men også den anden vej. For når livet er under nulpunktet og alt er frosset til i kamp og klage, så kan solen stå op i øst igen og livet leves på trods af alt besvær. Ja foråret og livet pibler frem, trods det at døden kan lamme et liv. Det vil vi høre når vi nu rejser os og…

 

Læsning - Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Mark 9,14-29

 

Prædiken

Flere prædikener har jeg skrevet over denne her tekst og krøllet dem sammen og slettet og raset lidt. For spørgsmålene eksploderer i mit hoved. Først tre udsagn og dernæst en selvmodsigelse. Jeg er nemlig ikke så sikker på, hvem han taler til, den gode Jesus, når det står sådan her; Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? – siger han det til sig selv? Med en hånd til hovedet i sin irritation, for så at vrisse; Kom herhen med ham!« Ligesom når mænd åbner rødbedeglas for kvinder med gigtplagede hænder. Kom her hen med det.

Og siden, da den syge unge mands far siger; vi har forsøgt alt muligt for at lindre hans lidelse endda sagt til dine disciple at de skulle drive den ud, men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os. Ja da tænker jeg også; er det et spejl eller et ekko eller en hån når Jesus tilbagelæser sit Hvis du kan! til faren. Og hvor lægger han trykket? HVIS du kan? Hvis DU kan? Hvis du KAN? Vi kan ikke se det af bogstaverne, men hvis vi antager at han har en dårlig dag, ham Jesus, så vrænger han det nok tilbage. Hvis du kan – jaja da. Og fortsætter endda med sit; Alt er muligt for den, der tror. Hvad vi i al fald godt ved her i kirken ikke kan holde vand, for vi tror og vi tror og verden er alligevel fuld af lidelse og tidlig død og angst og bæven. Hvis vi tror – jamen det gør vi jo netop, og troen skal vel ikke være større end et sennepsfrø, så tro det gør vi. Og samme konklusion når faren til Jeg tror – brøler han. Ih hvor jeg tror. Jeg tror du kan. Og dét kender vi til gengæld også godt. At vi tror at Gud kan fikse hele verden. Han der ved alt, kender hver tanke vi tænker og hvert ord vi har forestillet os at sige allerede inden det undslipper tungen. Han, der har verden i sin hule hånd - hvis nogen kan så er det da ham. Hvis han lige ville tage sig sammen og fjerne alt det onde og kolde og alle mandag morgener og vrangvillige teenagere og bitre svigerforældre og hvad ellers kan forpeste vores liv. Kære Gud jeg tror – få nu styr på det hele. Men faren er vist klogere end vi, for han ikke engang trækker vejret, men siger i samme åndedrag hjælp min vantro! Hov. Hvad var det? Vantro? Ikke tvivl – det handler altså ikke om hvorvidt han tror at Gud kan, for det tror han. Gerne endda – meget gerne, hvis det ellers kan lindre barnet. Vantro – det er at tro noget der er forkert. Hvad er det han tror – som vi også tror og håber men ikke helt måske erfarer? Han tror at noget kan ordnes fordi han ønsker det. Hvis dét var sagen, så så meget anderledes ud – sikkert også i jeres liv. Uanset hvad og hvor meget han gerne vil gøre sin dreng rask, så er det eneste han kan at sidde hos ham. Lindre ham. Elske ham. Holde om ham. Lide med ham. Men nu forsøger han at sige sit; jeg tror, ih hvor jeg tror hvis alt er muligt for den der tror. Og så bliver det pludseligt særligt igen. Folk, der godt kan lide mirakler, er vilde med de her evangelietekster, for der står; Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham! Tænk engang hvor vildt at de, der levede på samme tid som Jesus kunne tro sig til at han helbreder syge børn? Jeg tror sådan set at mange af os føler os lidt snydt. Måske er det meget godt at vi kan rejse jorden rundt på jetmotorer og har kemokurer og fjernvarme, men wow. Tænk at leve mens Jesus var der til at befale onde ånder ud af syge mennesker. Det er alligevel noget! Han befalede det – og det skete og han så at alt var godt. Drengen faldt om men han rakte det hånden og rejste det. Nu var sønnen klar til at leve et rigtigt liv uden lidelse og faren må have været mere end himmelhenrykt. I al fald slutter den lille scene der. Disciplene og Jesus går inden døre – det er helt almindeligt at de går hjem. Det gør vi andre jo også. Så de går hjem og en stille stund i stuen spørger de så; sig os lige, Jesus, Hvorfor kunne vi ikke drive den ud? Og her bliver det interessant. For hvorfor kunne de mest troende ikke, hvis alt er muligt for den, der tror? Og jeg undrer mig; er det egentlig dem, disciplene, Jesus mente, da han tidligere mumlede for sig selv; Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Er de egentlig vantro – fejltroende - og var det derfor deres tro ikke virkede miraklet? Nej, der er ingen mekanik; ret tro er ikke lig frelse, befrielse, lindring, godt helbred, overnaturlige evner eller medgang og lykke. Tro er bare tro – det går jo ikke den der tror hverken værre eller bedre end ateisten sådan i al almindelighed. Og se, Jesus svarer heller ikke, overensstemmelse med hvad ellers skete uden hos drengen og hans far. Han svarer ikke; Den slags kan kun drives ud ved befaling! Dét kunne ellers være godt – også for alle os, der ikke lever samtidig med Jesus, hvis alt nu var muligt for den, der tror, for så kunne han bare befale lindring og helbredelse. Jeg befaler dig, onde fodvorte, forsvind! Og så blev det aften og det blev morgen og han så at det var godt. Det ville have været fantastisk, hvis vi bare kunne bekende vores tro og siden befale over verden.

Men Jesus svarer noget helt andet og også her bliver jeg i tvivl om hvem han taler til. Måske sig selv igen. Han svarer; Den slags kan kun drives ud ved bøn. Hvilken ’den slags’ mener han? Den slags dæmoner? Eller den slags vantro. Jeg hælder til det sidste. Den slags vantro, at disciplene overhovedet skulle kunne drive noget som helst ud, udvirke mirakler, helbrede syge kronikere. På trods af dygtige læger må vi sige at helt mirakelmageri ser vi ikke i den nye sundhedsplatform. Så nej. Det, der kun kan drives ud ved bøn, det er mennesket idé om at det er magtfuldkomment! At det er livets herre. For end ikke bøn for syge udvirker helbredelser. Jeg har ingen erfaring for at fodvorter forsvinder hverken ved befaling eller ved bøn. Jeg beder dig fodvorte, forsvind – det virker ligeså lidt som at befale den bort. Men vi kan renses for at tro at vi overhovedet skal mestre at lidelse ophører. Vi kan bilægge vores anfægtelse, og lægge den hos Gud. Han vil, når tid er, fjerne epilepsi og fodvorter og dæmoni og mismod og vanvid. Og når vi klamrer os til hånden og trygler om at andre må gøre noget for os; så må vi sige at af og til må vi som faren affinde os med at alt vi kan er, at være der for hinanden. Men det rækker til gengæld også! For nok rækker vores frie vilje langt, men vi kan ikke fikse verdener. Vi kan ikke helbrede kronisk syge. Vi kan ikke fjerne al verdens ondskab. I mange sammenhænge er vi magtesløse og endnu ikke en bøn til Gud om at han må befale det onde bort, lader til at virke. Vi må affinde os med at vi lever liv med sorg og glæde, vinter og sommer, godt og ondt og vi kan ikke grundlæggende skabe paradisiske tilstande hverken for os selv eller andre. Men vi kan være sammen i denne sammensatte verden. Og det er meningsfuldt, at være. Det er lindrende. At vi deler smerten, trøster hinanden, skifter plaster, pudser snuder, står hinanden bi og er optaget af at for alle mennesker vil vi sørge for at det gode fylder mest. Vi må fejre hinandens sejre og dele hinandens tab. Vi må engagere os i hinanden. Vi må tage hinanden ved hånden også hånden, der ryster af gråd, og hånden, der er slap som var alt liv og mod borte. Ja egentlig tror jeg bare at evangelieteksten har ét udsagn til alle os, der lyttede til denne scene om den syge dreng og helbredelsen. Kun én sætning var vores; nemlig Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Og det er alt vi kan tilstræbe for hinanden; når vi går i knæ i livet, da lade andre række os hånden, og når vi selv er på fode, da magte at række ud og trække andre kuldslåede sjæle op igen. For mig er dét opstandelse.

 

Kategorier BLOG Caroline Kollenberg Thisted