Udgivet af Caroline Kollenberg Thisted, man d. 21. apr 2014, kl. 15:33

Påskedag 2014

Indledning

Det er nemt at tro at han døde. Det ligger lige for. Det skal vi alle. Dø, altså. Eller. Nemt og nemt. Hvis Jesus er Gud og Guds søn, sådan på en blandet måde en enhed, så er det måske ikke helt nemt at tro at han er død. Altså at Gud er død. Men det er uanset hvad nemmere end at tro at han er udød igen. Opstandelsen strider nemlig, modsat døden, imod alt hvad vi kender og erfarer. Ingen vi ellers har hørt om er opstået på den måde, bibelen skildrer Jesus er opstået… Dét er påskedagens anliggende. For i dag skal evangeliernes evangelium lyde. Alle andre søndage rejser vi os for at høre godt nyt fra bibelen, når præsten står i stolen her og fortæller det glade budskab – evangeliet – det glade vanvid kalder nogen det. Hver søndag skal vi finde det, som knitrer håbefuldt og lover os en udvej. I dag – påskedag - er dagen hvor budskabet i sandhed er glædeligt. I dag fæstner alle evangelielæsninger sig. I dag siges det klart at døden ikke er mere. Hvad vi frygter, er overvundet. Men jeg så det ikke selv. Vi var der ikke. Derimod går historien verden rundt, fortælles igen igen, dengang som nu, allerførst af en engel og siden af mange andre og også jeg låner i dag ord fra forskere og missionærer, wiki’er, opslagsværker og evangelier om hvad egentlig skete. Først fortalte evangelisten Matthæus os hvad gik for sig, der ved gravhulen.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matt 28,1-8

Prædiken

I dag er søndagen, hvor frelsen lyder tydeligst. I dag er graven tom. I dag er døden overvundet. I dag ser vi betydningen af Kristi kors. Og så kunne vi smile bredt og således uanfægtet frelst forlade kirken og gå befriet ud i hverdagen. Imidlertid må man gøre sig overvejelser. For hvilken karakter har frelsen.

Først må vi afklare at; læren om frelse står centralt i de fleste religioner, som en række ideer om hvordan verden og mennesker kan udfries fra de nuværende livs- og eksistensbetingelser til en form for idealtilstand. Derfor må påskens indledende spørgsmål kredse om tre hv-ord. I husker nok fra jeres skoletid, at der skulle komma foran hvem, hvad, hvordan. Også vi må stoppe op og spørge; frelse - hvorfra, hvortil og hvordan.
Frelsens hvorfra refererer til livet som det er netop nu; altså den aktuelle, negativt bestemte situation, som en menneskeheden oplever som udtryk for gudsforladthed eller som udtryk for at det onde hersker. Altså at vores tilværelse her på jord skulle være et sted vi gerne vil frelses fra. Det er nok ikke helt rigtigt. Ikke i de fleste liv. Vi vil gerne frelses fra dødens og smertens vilkår. Så er det dét, vi kan enes om. Vi vil frelses fra døden, vil vi!

Vi må også spørge hvor vil vi så gerne hen, når vi frelses. Dét hvortil henviser til ophævelsen af denne her negative tilstand, hvor vi skal dø, og til oprettelsen af et utopisk samfund, et messiansk rige, en fornyet jord, et Paradis eller en himmel, det vil sige et sted hvor guddommelig vilje og dermed per definition kærlighed hersker uindskrænket. Vi vil, som det står i Andet Petersbrev 3, 13: "... have en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor. ...". Hvortil er altså en paradisisk tilstand uden død, uden pine, uden angst og uden smerte. Der vil vi gerne hen, vil vi.

Og sidst må vi så spørge; hvordan i alverden skal dét komme i stand. Frelsens hvorledes eller hvordan betegner den eller de måder hvorpå den første tilstand overvindes og erstattes med den sidste. Fra at være dødelige væsener, til at opnå udødelighed. Der refereres i religioner til guddommelige indgreb, især i form af sendelse af en åbenbarer- og/eller frelserskikkelse der er udgået fra himmelen og i form af en guddommelig fjernelse af de gudfjendtlige magter. På kort dansk; der kommer en helt og fjerner døden. Sådan. Gud må selv komme og gøre arbejdet for os. Så er det bare at læne sig tilbage og afvente. Kristendom er for nogen lidt letkøbt; vi kan leve her på jorden, vente på at døden indtræffer og så tro at Jesus, som blev født i en stald engang, står klar til at gribe os, så vi kan leve videre nu uden død, men evigt. Det er meget belejligt.

Men sådan er det nok ikke helt. Udgangspunktet er jo at vi selv er faldet ud af denne attråede idealtilstand, dengang Adam og Eva spiste af Kundskabens træ. Ud røg de og siden vi. Ud og ind i et liv med død, og det vil vi så nu gerne væk fra. Men prisen syntes ikke at ligge lige for at være vores at betale. Det gjorde Jesus vist på korset i fredags. Og tak for det. Men. Det slår mig; er jeg da så uduelig at jeg intet kan stille op? Bliver mit navn og min brøde renset, blot fordi han vil? Nå ja, jeg vil også, men åbenbart uden at gøre en indsats, lader det til.

Næh hør nu. Jeg er et værdigt menneske. Skal jeg forsones med himmelen og indtræde i Paradis, da må også jeg betale. Forsoning er at noget adskilt samles, at vores liv forenes med det evige liv igen, som det var i begyndelsen. Forsoning finder vist ikke sted stedfortrædende. Men det gør den så, lærer vi. Sker på vores vegne ved en andens indsats. For vi kan ikke selv skabe den nye himmel og den nye jord. Vi må læne os op af at den, der kan gøre dét, kommer fra Gud. Lad os derfor dele forsoningen i to, ligesom korset består af to bjælker; en fra oven og ned og en på tværs langs horisonten. Man kunne også dele opstandelsen i to; den der handler om livet efter døden og den der handler om livet før…

Og her må vi træde et andet sted hen. Vi må for nu overlade det til Gud at åbne paradisporten indefra, så vi kan træde ind i den nye himmel igen, når vi forlader denne jord. Det var trods alt ham der lod sin søn korsfæste, så hans er æren at livet efter døden opstår fordi han vil forsone sig med os. Men det fritager os ikke, vi der endnu er her i live – tværtimod. Det forpligter os. For hør nøje efter hvad englen sagde der i den tomme grav. Han sagde ikke; gå til en eller anden mellemøstlig by, her benævnt Galilæa. Næ, han sagde gå hjem! Og det er præcis hvad vi må gøre. Gå hjem med budskabt om Jesu opstandelse og ikke alene bære men også være vidnesbyrd om det samme hvor vi lever. Og hør nu efter; ikke kun som apostel. Nok skal vi gentage historien om graven der brast, men vi skal selv være opstandelsen. Vi skal forsone os med andres svigt. Det holder hårdt! Nu troede vi lige, at vi skulle gøre noget for vores egen skyld, men opstandelse er netop at gøre noget for andres skyld. Det er den tværgående bjælke. At opstandelsen får dagligdagsudtryk, når vi har den med os og møder mennesker i forsoningens og tilgivelsens ånd. Dét er rock’n’roll. Rent ud sagt. En eller andet havde rullet stenen fra og sat sig på den. Den sten, der blokerer for vores udsyn, gør at vi lever forstenede liv i skygge, den rulles fra i kraft af efterlivets opstandelse og kaster os tilbage ind i livet. For graven sprænges indefra… Derfor må også vores livsholdning forandres så vi handler som opstandne. Og så bliver alt anderledes. Det får står vi godt; vi forstå at fordi mennesker efter døden lever videre, så må vi lade den gave smitte af på hvordan vi lever sammen også nu. Den etiske del i kristendommen, den lever vi gerne; i gavmildhed, tilgivelse og næstekærlighed. Ihh – er det bare det, smiler vi så. Men det er det ikke, og så krymper vi os lidt. For det var kun opstandelsens ene retning, den der forpligter os på selv at være livets forandring og nyskabelse. Vi mangler at tro den endelig opstandelse. Den der bryder dødseglet. Vi siger lidt makabert at Jesus døde på korset for vores skyld. Mere væsentligt er det at han opstod for vores skyld. For uden troen på opstandelsen, fremstår korsfæstelsen bare som en brutal, rå henrettelse, og døden på korset som et meningsløst martyrium Vi må som kristne forholde os til opstandelsens virkelighed. Desværre kan opstandelsen lidt for let antage eventyrkarakter. Så lyder evangeliet sådan her; Der var engang en Gud, som døde og lå i en gravhule. Men da morgenen kom, var graven tom. Tiptaptønde. Eller noget. Barnets måde at se på påskebegivenheden ser nogenlunde sådan ud. Og de fortsætter, de små når de videre undrer sig; mon man kan finde rundt i himmelen? Er den ikke stor – der dør jo hele tiden nogen hernede, men deroppe dør de jo ikke? Det kan få selv den vildeste påskefreak til at krumme tæer, for helt sådan er det nok ikke. Derimod må man træde lidt tilbage og sige at de dødes opstandelse er ikke at for de døde er dagen efter døden er magen til dagen før døden. Noget sker. For/men når vi taler om evigheden, bliver vi lidt uklare. Vi har ikke ord i vores sprog, der kan rumme det, der ligger uden for tid og rum. Vi kan ikke med denne verdens begrænsede horisont, præcist formulere os om det evige og det grænseløse. Kun ved vi et, Jesus døde på korset, for at dræbe døden.

Lad os forsøge at træde ind i gravhulen, den lukkede, hvor den døde Jesus lå. Hvad er der, der sker her? Vores erfaringer slår ikke til og derfor heller ikke vores ord. Hvordan så det ud inde i gravens mørke, da Jesu hjerte igen begyndte at pumpe og varmen spredte sig i hans døde kolde torturerede krop? Var det som en udbryderkonges optræden? Eller som yoga-dyrkeren der forstyrres i en trance? Eller som når vækkeuret ringer mandag morgen? Eller var det en smuk scene af syngende engle der healede alle hans sår og smurte salver på.... og pludselig tav, da de mærkede hans åndedræt? Eller var Gud der og vækkede ham, som en far vækker sit barn? Måske hviskede Gud Jesus i øret: Nu må du stå op, det er overstået, du klarede det. Døden er besejret? Her slår vores sprog ikke til. Vi har ikke noget at sammenligne med til forskel fra begivenhederne omkring Jesu lidelse og død. Ondskaben, smerten, den meningsløse rå vold og ydmygelsen, dén kan vi forestille os, fordi vi kender den. Vi kan også forestille os vennernes reaktion, da han dør; angsten, magtesløsheden, forvirringen, tvivlen - men Jesu opstandelse, det er mere end vi kan visualisere uden at det får et eller andet udtryk, som synliggør, at det her, har vi bare slet ikke forstået. Og det behøver vi heller ikke. Hverken fatte eller forstå, begribe eller forklare. Vi skal leve opstandelsen mellem mennesker der er her i live, men opstandelsen efter døden, om den skal vi kun en ting; fortælle den! Fortælle om kristentroens springende punkt. Et sårbart sted, hvor alt med et går i stå - og bryder frem. Som Jesus døde vores død, skal også vi standse og stå op i hans opstandelse. For netop her, hvor døden ser så endelig ud, han er borte, taget fra os, netop da i den tavse venten fødtes håb. Det vi ikke tænkte, kunne ske, vækkede alligevel håbet i os. Og det er dét håb vi lever på! Dét håb vi leder efter søndag efter søndag.

Og egentlig ender vi, hvor enhver påskeprædiken må ende. Med at lade budskabet stå, vi så det ikke, vi forstår det ikke, men vi hører det alligevel. I år lader jeg Anne Linnet få de sidste ord, som en egen engel fortæller hun os her i en nydigtning af påskeevangeliet:

Døden selv er ubetydelig
Og har slet ingen magt
For det er bare livet
Der stille skifter dragt
Det’ bare en forvandling

For;

Størst af alt er kærlighed
Den tåler alt og varer ved
Og døden selv må leve med
At størst af alt er kærlighed

 

Kirkebøn

Opstandne Herre, væk din kirke - og begynd med mig!
Herre, skab fred overalt på jorden - og begynd med mig!
Herre, bring din kærlighed og sandhed til alle mennesker,
og begynd med mig! Så jeg tror på solen, også når den ikke skinner. Så jeg tror på kærligheden, også når jeg ikke føler den. Og så jeg tror på dig, også når jeg ikke ser dig. Giv os alle tro på korsets gåde, lær os at opstandelsen ikke skal ses, ikke forstås, men leves og fortælles. Læg selv ord i hjertet på os, som minder os om at der er håb gemt i lidelsen, lys i mørket og vilje i magtesløsheden. Nok hører jeg dit ord om fred og trøst som gennem en væg – utydeligt og vagt. Men giv mig en tro, der kan mærke de ord, som er dine, og som fortæller om opstandelsen, som kom de fra selveste gravhulen. Du, for hvem ingen døre er lukkede, heller ikke dødsrigets port, bryd den hårde skal, som omgiver min sjæl nu, og træd derind med liv.
Amen.

 

Kategorier BLOG Caroline Kollenberg Thisted

Kommentarer

covxulobofo
torsdag d. 8. februar 2018, kl. 16:37
http://levitra-20mg-priceof.online/ - levitra-20mg-priceof.online.ankor <a href="http://pricespharmacy-canadian.online/">pricespharmacy-canadian.online.ankor</a> http://buy-amoxicillin-amoxil.online/
uwoicav
torsdag d. 8. februar 2018, kl. 16:59
http://levitra-20mg-priceof.online/ - levitra-20mg-priceof.online.ankor <a href="http://pricespharmacy-canadian.online/">pricespharmacy-canadian.online.ankor</a> http://buy-amoxicillin-amoxil.online/
danefaruuva
torsdag d. 8. februar 2018, kl. 17:28
http://levitra-20mg-priceof.online/ - levitra-20mg-priceof.online.ankor <a href="http://pricespharmacy-canadian.online/">pricespharmacy-canadian.online.ankor</a> http://buy-amoxicillin-amoxil.online/
opexyaputa
fredag d. 9. februar 2018, kl. 09:22
http://levitra-20mg-priceof.online/ - levitra-20mg-priceof.online.ankor <a href="http://pricespharmacy-canadian.online/">pricespharmacy-canadian.online.ankor</a> http://buy-amoxicillin-amoxil.online/
ursuhemote
fredag d. 9. februar 2018, kl. 10:37
http://levitra-20mg-priceof.online/ - levitra-20mg-priceof.online.ankor <a href="http://pricespharmacy-canadian.online/">pricespharmacy-canadian.online.ankor</a> http://buy-amoxicillin-amoxil.online/