Udgivet af Caroline Kollenberg Thisted, fre d. 16. maj 2014, kl. 12:00

Ormehullet til kuløren inderst inde

Indledning

Bed, så skal der gives jer, søg og du skal finde. Hvis du leder. Kan hænde du falder over noget på din vej, at en appelsin landede i din turban, en uventet mulighed blev rakt dig. Men held er, når alt kommer til alt, kombinationen af god forberedelse og at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Held kan man næppe leve på – kun Højben sætter sin lid til at tilfældet tilsmiler ham. Vi andre er vist mest som Anders And; vi skal anstrenge os lidt mere. Og med anstrenge tænker jeg ikke at vi skal knokle rundt og skælde nevøer ud. Med knokle tænker jeg; lave åndens arbejde. For kun Højbener får åbenbaringer; vi andre må tro på tvivlens præmisser. Bede, uden egentlig at blive hørt, fortsætte, selvom vejen frem er tåget. Derfor går vi i kirke, derfor lever vi med ånden i hånden, derfor må vi bede til en Gud, som måske-måske ikke er til at indfange. Men mest af alt må vi se hvad gemmer sig nedenunder det, som vi beder OM.

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matt 7,7-14

Prædiken

Bøn er i udgangspunktet en bekendelse. Det vil sige at bønnen åbner for en samtale med en modtager eller samtalepartner som man har en forventning om er til, muligvis vil lytte, muligvis vil handle. Men først og mest altså ’er’. Bøn er en samtale med den Gud man tror er. Eller måske tror er. Eller i hvert fald håber er. Derfor er bønnen først og mest ikke en bøn OM noget, men har sin egen kraft og værdi, fordi den er en bekendelse. At bekende – især kulør – er at stå ved. Man kan bekende en forbrydelse, en holdning og en tro. Trosbekendelsen. Så lad os starte med at bønnen er troens grundlæggende bekendelse. Uanset hvad bønnen indeholder, fordi bøn er at der må være en Gud at bede til, og den Gud følges jeg med mens jeg beder. Så bøn er bekendelse og bøn er følgeskab.

Bøn kommer fra det inderste indre. Bøn er ikke et ydre greb. Bøn er ikke et plapre fadervor af. Bøn er noget vi gør i vores lønkammer, skjult for andre, dér inderst inde hvor også angsten brænder. Men den brænder ikke alene; for op skyder en flamme mere, ved siden af angsten og bekymringen som brænder os, op skyder håbets flamme. For enhver bøn kommer af håbets ild. Det håb, der lægger sig helt tæt op af enhver håbløshed. Derfor er bøn at en gnist af håb kan få ord, få ånd, få ilt – og enhver ved at hvor en gnist ulmer, slår flammer op, når der tilføres ilt. Når vi beder, bekender vi altså vores håb; og det er derfor ganske godt at det i dagens epistellæsning fra hebræerbrevet hed: "Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han som gav os løftet, er trofast".

At mennesket bestandigt håber, viser at vi ikke inderst inde er styret af negative forventninger, skepsis og modløshed. Inderst inde håber vi altid det bedste. Der er derfor alvor på spil, hvis først bønnen og siden håbet brænder ud i et menneske. Hvis til sidst kun angstens flamme blafrer. Alvor, fordi det siger overvældende meget om et menneskes måde at leve på, hvis det foregår uden håb, som altså er hvad bønnen giver ord. Men ikke alvor, fordi det håbløse, bønneløse menneske skulle kunne skubbe Gud fjernt fra mennesket – dertil har bønnen ingen kraft. Ved sit fravær siger den ikke noget om Guds afstand til mennesket, og ved sin tilstedeværelse siger den heller ikke noget om hvorvidt Gud er tæt ved mennesket. Om et menneske beder eller ikke beder; Gud er lige nær. Men bønnen, som er en bekendelse og som er et håb, er væsentlig for menneskets livsfornemmelse. Som en gammel kirkefader, Augustin, formulerede det: Vi beder ikke for at instruere Gud, men for at konstruere vores eget sind. Det er bønnens væsen. At det ikke sker for Guds skyld, men for vores.

For bønnen farver os, bønnen viser os hvor vi sætter vores fødder, hvilken vej vi går, hvad der bærer vores liv og vandring. Derfor – skulle I undre jer – er kirken i dag besmykket med små farvede fødder på banen af papir her nedenfor. Små fødder, som byens børn ved sidste spaghettigudstjeneste satte, da de vandrede her ved kirken. Små fødder, som tog et spædt skridt i at bekende at de går med Gud. Små fødder, som udtryk for hjertets ærinde, derinde i lønkammeret hvor flammerne brænder, angstens og håbets, side om side. For hjertet har en længsel, som kun kan opfyldes i mødet med Gud, han der er himmelsk og fuldkommen kærlighed. For dén kærlighed længes vi efter, vi leder og vi søger. Det er min overbevisning at der er et meget dybt sted i mennesket, som er orienteret mod mødet med Gud. Det kan godt blive overdækket af al vores travlhed og vores planer, men det er der stadigvæk, det sted, inderst inde. Et lille bitte smalt sted, midt i kalenderens opfyldthed, minder der trænger sig på, planer der bliver lagt. Og det der lillebitte sted er noget ganske andet end det store sted. For det store sted, den brede vej, palletten med mange farver – det er hverdagen. Der kan Guds kulør godt gemme sig midt mellem dagenes øvrige toner; fra grå over grøn, til det røde hjerteblod og regnbuens uendelighed. En hverdag der kan være et sandt fyrværkeri eller et miskmask af kolorit, hvor altså Gudsfarven også er til stede. Men altså midt i alt det andet.

For det store sted handler om at have; have et godt liv, have hvad man har behov for, have nok. Og gerne mere til. Her handler det om at få, hvad man beder om. Saltet på bordet, ræk mig det. Bilen, der er bedre, den må jeg eje. Alt det meget vi fylder vores livs hyldemeter med. Det hører til her på det store sted. Ligeså mangfoldig og farverig som en bogreol fuld af bagsider. Det store steds bøn handler nemlig om at få, det handler om noget, det handler om det man beder OM. Det man gerne vil have og vil have sker, eller ikke sker.

Det lille sted er kun Guds farve, hvad den så end er. Det sted er stille, det er sagte, det er uden fyrværkeri. Det lillebitte sted, som man må nærme sig som til et ormehul, det lillebitte sted er som at tale ind ad et nøglehul, med let spidset mund, uden at kunne se den, der tales til. Det lillebitte sted handler ikke OM. Det lille bitte sted handler om bønhørelse. Og inde i bønhørelse er ikke et OM der er kun og altid et KOM. Det, der bedes om i hjertets kammer, hvor håbets flamme sitrer, kan godt lyde som en bøn OM noget. Helbred mig. Hjælp mig. Vis mig vejen. Giv mig mål. Og retning. Men under det der ligner en bøn OM noget, under det, ligger bønnens væsen; som lyder; lad mig ikke alene i det her. Vær hos mig i det håbløse. Bær mig, når jeg går under, når angstens flamme truer med at brænde mig. Ja egentlig bedst her; når flammerne slikker op om mig, så vær min kilde, der lindrer og slukker smerten. For bønnen, der ikke er OM noget, handler om at under at ønske sig helbredt, eller rig, eller hjulpet, dér ligger hjertets længsel efter ikke at blive ladt alene, længsel efter kærlighed. Efter at høre det KOM, som altid lyder der inderst inde, på det lille bitte sted, der er Guds..

Derfor beder vi; ikke for at få, men for at blive bønhørt, for den, der bønhøres, er ikke ene om at være i smerten. Mennesket beder for at høre og lyde det KOM og derfor i bønnen komme til Gud. Og det er dybden af dagens tekst. At vi vender vores bøn OM noget, til at høre det lillebittes steds kalden, dets KOM, så vi kan gennembryde den pergamenttynde membran som kan adskulle et menneskes liv fra Gud. En membran der ligesom et vindue i et forhørslokale på den ene side ligner en ugennemtrængelig tyk flade, men fra den anden er klar som glas. Vi kan lukke Gud ud, det ændrer ikke på at han vil være lige tæt alle dage. Og når bønnen lyder, knuses ruden, brydes membranen, og det KOM der lyder som en sagte hvisken fra det allerinderste, bliver til at kald. KOM.

Kom og opdag. Kom og lev med Gud. Kom og være aldrig ene. Kom og mærk den kærlighed, som pulserer himmelsk omkring dig. Bønnen åbner for ånden, så hvad før var en tør vind, der skabte ørkesløshed, nu som en brise kan feje henover et liv og frugtbargøre det. Derfor springer håbets flamme i bønnens ord.

Og derfor beder vi for at konstruere os selv en verden, der er bedre. En verden med håb. En verden med muligheder. En opstandelsesverden, hvor alt kan vise sig at være anderledes.

Så bøn er troens åndedræt; den former os. Den giver os kraft og støtte. For bøn er en ventil. Bøn er afklaring, bøn er at man ikke er ensom og at ansvaret er delt, fordi en anden har hørt og været med. Og lykkes det, at føle sig bønhørt, da kan man kravle ud af sit ormehul, ud af hjertets inderste lille bitte sted af sagte nærvær, kravle ud i den mangfoldige verden med kulør og rabalder. Og har man én gang set Guds kulør der, inderst inde, kan man genkende den på verdens palet, finde bogen i reolen, se Guds fodaftryk midt iblandt så mange og også ens eget. Se Guds fodaftryk og måske endda følge det her i verden. Det gjorde børnene med gul og grøn og rød og blå under små fødder. For at I ved, at de ved, at Guds vej er en man går. Med ånden i hånden og bønnen i munden.

Kirkebøn

Himmelske konge og trøster, du sandhedens Ånd! Du er nærværende overalt, du fylder universet. Intet sted er udenfor dig. For du er godhedens kilde, du er troen der siver ind gennem sprækker og revner og opfylder os, samtidig med at vi svømmer i dit hav af tro. Du er livgiver, så kom og tag bolig i os, rens os fra alt ondt og frels vore sjæle. Gør det i en verden, der ville være bedre konstrueret, hvis du havde påtaget dig kraften til at tvinge os til dig. Det har du ikke. Kun vil du kalde dit kom. Så giv os da modet og styrken og kraften til at lytte. Amen.

 

 

 

Kategorier BLOG Caroline Kollenberg Thisted

Kommentarer

Jan Christensen
torsdag d. 5. juni 2014, kl. 09:43
Tak